Velkommen til info siden om narcissister og psykopater, kaldet hverdagens psykopater i daglig tale
👁
Lige en ting, langt de fleste mennesker er gode nok.
👁
Dyssocial personlighedsstruktur.
Hjernekassen på P1 Psykopati og løgne.
Hjernekassen på P1 Patnerdrab.
Lægens bord psykopat.
👁
altid frejdig når du går ☟
Se videoen Rytteriet - Den Lille Gumbas vs. Togrejse på Youtube.
Jeg er hverken uddannet psykolog eller psykiater, men har lavet denne side, som lægmand. Viden, fordybelse, empati og ro, er mine våben. Jeg vil simpelthen ikke finde mig i, at der er mennesker der skader andre.
Bad boy ☟
Elsk Mig af Vita Andersen 1982 ☟
Jeg har i en længere årrække interesseret mig for psykopater og narcissister, men er kommet væk fra det igen, fordi det kræver en del læsning af bøger om disse emner og der er jo mange andre børger jeg også gerne vil læse. Til en start hed siden: klagerne.dk, fordi jeg tænker på dem, der klager over at have stiftet bekendtskab med en af hverdagens psykopater, at have sådan en inde på livet, gør også at man bliver nød til at holde lav profil, for ikke at psykopatten skal få interesse for sin person igen. Nu tager jeg emnerne op igen og vil skrive om det på denne side. Men så synes jeg bedre om klageroversager.com og det synes jeg er mere passende.
Jeg synes du som voksen menneske, skal vide hvad, psykopater eller folk med en personlighedsforstyrelse er for noget, fordi de kan være farlige, for både dit liv, din økonomi og dit psykiske velbefindende.
Liste over kvindekrisecentre findes her.
Liste over mandekrisecentre findes her.
Tryk for Unge mænd tager til Thailand
GENFØDSEL: Ring af ild
Weekendavisen 27. Marts 2024 af Mads Staghøj
Kriseramte mænd fra Vesten flytter ind i en kampsportslejr i Thailand for at træne sig til frelse. Mads Staghøj er en af dem.
Niko
JEG MØDTE NIKO for første gang i december. Det var lørdag aften, og jeg var med min kæreste til æbleskiver og gløgg hos hendes venner. Jeg havde tømmermænd og kendte ingen. Snakken faldt, som den gør i mit segment, på Israel-Palæstina og mediernes dækning af krigen. Samme uge var jeg blevet hængt ud på Instagram i groteske memes, der fremstillede mig som fjende af det palæstinensiske folk, og jeg kunne virkelig ikke overskue samtalen. Jeg sad og vred mig på stolen, da Niko lænede sig ind over bordet.
»Hey, har du brug for at tale om noget andet?« spurgte han med dæmpet stemme. Niko kendte jeg af omdømme: Han var en afsindig talentfuld kok, der i årevis havde haft sin gang i Københavns technomiljø. Jeg huskede ham fra sene nattetimer, hvor han dukkede op ud af ingenting med en uudgrundelig mine og efterlod sig en aura af mystik.
Vi gik ud på altanen, og under den sorte aftenhimmel begyndte han at fortælle mig om sit liv. Han var en lav, slank fyr med smalle øjne som en kamæleon. Han talte langsomt og formede sætningerne omhyggeligt. Engang havde Niko levet uden grænser. For meget arbejde, for meget god mad, for mange store vine, fester. Stoffer. Han var faret vild i alt det, København tilbyder tørstige unge mænd uden retning.
»Jeg tog på og mistede forbindelsen til min krop,« sagde han. Men så var det, at han rejste til Thailand for at slås. Der fandtes en hel industri af træningslejre, som vestlige mænd valfartede til for at dyrke thaiboksning - kampsporten, der tillader både spark og slag og afkræver sin udøver en ubændig disciplin.
Jeg lyttede intenst. I ugevis levede han i askese som en slags krigermunk. Under måneskær blev han tatoveret med bambuspinde som en manifestation af sin dedikation.
Han vendte hjem som en anden mand. Tabte sig 20 kilo og kvittede stoffer og alkohol. Tog en lang uddannelse. I dag havde han job i en hæderkronet finansvirksomhed og mødte på arbejde i jakkesæt. Inden vi gik ind til de andre, sænkede han røsten i et leje, jeg senere skulle komme til at tænke på som »den konspiratoriske stemme«. Den havde han for vane at slå over i, når han lod til at indvie mig i dybe esoteriske sandheder: »Thaiboksning handler om at kunne switche.
Det var meget nemmere for mig tidligere i mit liv, da jeg var i miljøet omkring Ungdomshuset i 00erne, og vi gik på gaden for at slås. Men nu halter jeg efter, når jeg træner sammen med de kriminelle. Rockerrelaterede, bandemedlemmer. De er bedre til at switche.« Jeg så på ham: »Hvad mener du helt præcis med at switche?« Niko trak vejret tålmodigt. Inde i stuen skålede de andre i gløgg.
»Det, jeg prøver at sige, er...« Han gned hænderne, mens der bredte sig et smil over hans ansigt, »at det handler om voldsparathed.« Han giv mig sit nummer: »Ring, hvis du vil snakke videre.«
Femogtredive
NIKOS FORTÆLLING fik mig til at vende blikket indad.
Det seneste år havde en alvor sneget sig ind i mit liv. Ikke depressionens kemiske tilstand, som jeg kender, men en voksende fornemmelse af uundgåelighed, af at alting ville blive taget fra mig. Jeg var fyldt 35. Flere af mine venner var blevet fædre, og det havde ændret vores venskaber. Vi så mindre til hinanden, og det var mere stift mellem os. Når vi gik i byen, hang frustration og vrede i luften, nogle tog stoffer og drak tæt. For første gang føltes det, som om verden lukkede sig om sig selv. Selv tog jeg også tilløb til faderskabet.
Livets indsats blev øget på alle fronter.
Mit raseri kom bag på mig, men jeg var ikke alene om at nærme mig et større udbrud: Jeg opsøgte forfatteren Daniel Dalgaard, der netop havde skrevet romanen Vulkanø, som handler om millennial-fædre i krise, og en formiddag sad vi i hans køkken i Husum og talte om den lethed, der forsvinder i trediverne, og om mænds tendens til ensomhed. Daniel Dalgaard havde også udforsket de vildtvoksende onlinefællesskaber for mænd, der søger mening i fysisk træning og selvoptimering. Han sagde: »Der er så mange faldgruber i det felt af maskulinitet, og den største er, at du risikerer at blive ført ned i et hul, hvor du virkelig er helt alene. Det handler så ekstremt meget om den enkelte, og til sidst er der kun dig.«
Metamorfose
DA JEG MØDTE NIKO en måned senere, var han i færd med at træne sig op til en kamp og havde indrettet sin hverdag efter dette ene mål. Seks af ugens dage trænede han, løb ture med mundbeskytter for at stresse kroppen, gik i sauna, tog isbade, vejede sin mad, drak elektrolytdrikke, fik kostelige fysioterapeutbehandlinger.
På tre uger havde han smidt fem kilo.
Med andre ord gennemgik han en koncentreret version af den kollektive kropslige metamorfose, den nøje planlagte modellering af menneskekroppen, som i stigende grad dominerer vores kultur. Den kommer til udtryk ved de utallige unge mænd, der følger incelkongen Andrew Tates onlinemanualer om råstyrke og maskulinitet; i det boomende marked for kosttilskud, i Wegovys vækstkurve eller midt i København, hvor 3.000 unge stiller sig i timelange køer for at komme til yogatøjmærket Planet Nusas lagersalg.
En blodsprængning skød i Nikos øje. Han stak en snus op under læben, mens han vejede mig med blikket: »Du er for tung. Du skal i gang med at træne seriøst, hvis du vil klare det.« Allerede efter vores første møde var jeg begyndt at lægge mit liv radikalt om. Hver dag tog jeg til yoga eller i træningscenteret.
Jeg kvittede alkohol, gluten og mejeriprodukter. Uden at indvie andre end Niko i min plan gik jeg i gang med forberedelserne. Timevis brugte jeg på at finde et sted i Thailand, hvor jeg kunne lære at thaibokse. Der var vitterlig tale om en storindustri, formet af Vestens wellnessfiksering med ekstratilbud om isbade, infrarød sauna, meditation og acaibowls til morgenmad.
Jeg søgte noget mere skrabet. På en Reddit-side, hvor mænd deler deres erfaringer, faldt jeg over en træningslejr i en nordthailandsk provins, hvor folk flyttede ind måneder ad gangen. En skrev, at han havde følt sig »ret ensom« der, og jeg fandt en video af en mand i løbetøj, der stod og kastede op i vejsiden før daggry omgivet af glammende gadehunde. Indkvarteringen var baraklignende med jernsenge og lædermadrasser. Perfekt, tænkte jeg.
Hver dag var der morgentræning klokken 06-08 og igen 16- 18. Mit mål var at følge programmet i fem dage, imens jeg afbrød al kontakt til omverdenen og lukkede mine sociale medier. Jeg ville se, hvad der skete, hvis jeg skrællede alle lag væk og hengav mig totalt. Min krop var allerede begyndt at forandre sig. Som dagen for afrejsen nærmede sig, gled alt andet i baggrunden.
Roms fald
EN FREDAG EFTER ARBEJDE tog Niko mig med til thaiboksning i sin klub. Han kom direkte fra finansvirksomheden iført jakkesæt. Da han tog solbrillerne af, bulede to sæbeøjne ud. »Min sparringsmakker kunne ikke styre sig,« sagde Niko.
»Sæbeøjne giver ikke det bedste indtryk på jobbet, så jeg er blevet god til at lægge makeup.« Det var min første træning, og han viste mig de grundlæggende kombinationer og pressede mig let. Da vi skiltes bagefter, var der noget, han ville sige: »Jeg har tænkt over det,« begyndte han og slog over i den konspiratoriske stemme: »Den her træningskultur hænger sammen med hele selvhjælpsbølgen og en ny maskulinitet - med fænomener som Andrew Tate og den tidligere Navy SEAL-soldat David Goggins. Jeg er selv begyndt at læse Goggin's bog Can't Hurt Me for at forstå, hvad de andre mænd taler om i omklædningsrummet.
Det er ikke tilfældigt, at kampsport bliver så populært nu. Sådan er det i Roms sidste dage, sådan er det, når imperier falder, og epistemer forgår.« »Der bliver,« sagde han, mens et smil spillede på læben, »mere fokus på vold.« Vi aftalte at træne igen næste morgen. Men Niko mødte aldrig op. Det var sidste gang, jeg så ham. Jeg var alene nu, jeg var trådt ud af yogastudiets trygge, røgelsesfyldte rum og var på vej ind i en ring af ild.
Dag et - Sved, savl og sår
JEG VÅGNER I EN provinsby i nordthailand og mønstrer foran træningssalen før solopgang. Derfra begiver utydelige skikkelser sig ud i mørket i bar overkrop og løbesko, en for en. Lædermadrassen på mit værelse stinker af tobak, og gennem natten er jeg blevet revet ind og ud af søvnen af et kor af halvvilde hunde. Jeg har sovet fem timer, hvilket jeg snart skal erfare er en luksus. Ingen hilser godmorgen, så jeg løber alene ud på landevejen. Luften er varm og tyk, og sveden perler. Jeg tager små skridt, som jeg har lært for at spare mit højre knæ, en af de slidskader, der minder om, at min krop har toppet, og at den fra nu af kun vil miste styrke. En vejsælger bøjer sig over en glødende grill. Jeg når ikke langt, før himmelen sprækker, og regnen plasker. Jeg søger ly under et træ, og snart kommer en høj ung mand løbende i røde kampshorts.
»Hey. Jeg hedder Gabriel. Jeg har været her i halvanden måned.
Er du ny?« Gabriel er en 22-årig canadier med halvlangt sort hår og prinseansigt. »Mange af de nye kommer, og så egotræner de bare. De smadrer sig selv fuldstændig de første dage. De får skader. Så mit råd til dig er: Tag den med ro! Ellers klarer du den ikke,« siger han.
Der bor cirka 40 mænd i toetagersbygningerne omkring den åbne træningssal, der buer ud mod en parkeringsplads fyldt med jernvægte og traktordæk. Lidt under halvdelen møder op til hver træning. For at undgå skader prioriterer mange et enkelt træningspas om dagen. Flere advarer om sygdomme. Immunforsvaret svækkes, når kroppen presses til grænsen, og træningssalen er et perfekt habitat for vira og bakterier: De gulgrønne måtter overøses med sved og skidt og savl, så det mudrer til under tæerne. Mange har sår på ben og fødder. På intet tidspunkt ser jeg nogen gøre rent.
Morgentræningen begynder 06.00 - den første halve time varmer vi op hver for sig, løber eller sjipper. Vi træner spark og slag på sandsække og slutter gerne med clinching - en nærkamp, der minder om brydning og går ud på at flå sin modstander i gulvet og tildænge hans overkrop med knæhug. Jeg er blandt de ældre, men da vi skal clinche, bliver jeg parret med en hollænder, Jeroen, som er omkring de 40. Han har boet i lejren i ti dage og skal være her to uger endnu. Han fortæller, at han de sidste fire dage har ligget syg på sit værelse. »Det var ikke sjovt,« siger han. Han er bleg og tynd med vigende hårgrænse og ser ud til at have det dårligt, virkelig dårligt. Han prøver at smile. Det er tydeligt, at han er veluddannet, og jeg forestiller mig, at han har haft et job i Amsterdams techbranche, indtil arbejdspresset, onlinemøder på Teams og uigennemskuelige krav om at »forblive relevant« overmandede ham, og han sygemeldte sig. Nu er han her for at finde styrke.
Jeg ser mig omkring og tænker på den franske forfatter Emmanuel Carrère, som i bogen Yoga tjekker ind på et ti dage langt meditationsophold, som ender med at sende ham ud på en psykisk deroute og føre til indlæggelse på et lukket hospital. Ligesom han gør, tager jeg under første træning mål af de andre mænd og tænker over, hvem de er, og hvem af dem der gennemgår en livskrise.
En del er lettere overvægtige. De er her sikkert for at tabe sig, men det slår mig også, hvor mange veltrænede kroppe der er i salen. Musklerne er lange, økonomisk fordelt, som om de er smurt over knoglerne med smørkniv. De fleste er i midten af 20erne og starten af 30erne og tatoverede: kniv, sværd, daggert, springkniv, ørn, et spindelvæv med en brystvorte i centrum. Her er mænd fra hele Vesten: Storbritannien, Frankrig, Australien, USA, Spanien, Tjekkiet, Danmark. En international legion af voldsparate yogakroppe.
Sveden driver af hollænderen, og hans paredentoseånde er fæl. Igen og igen nedlægger jeg ham. Jeroen svinder ind i mit greb, min fysiske overlegenhed forvirrer mig. Han gisper, vakler, kæmper for at få styr på vejrtrækningen.
Halvanden uge inde i sit månedlange ophold har hollænderen nået sin yderste grænse, og måske er det i mine hænder, han knækker endegyldigt og giver op, for det er første og sidste gang, jeg ser Jeroen.
Efter første træning er jeg fortrøstningsfuld. Ja, det var hårdt, men måske betaler min forberedelse sig.
Eftermiddagstræningen er et grusomt varsel om, hvad der venter mig de næste dage. To timer i 35 graders varme. Efter opvarmning tæsker og sparker vi løs på sandsække. Indimellem ringer en klokke, og så laver vi armbøjninger eller maverulninger.
På skift bliver vi kaldt op i ringen, hvor vi skal igennem tre omgange af fire minutter med en træner, som tager imod spark og slag med plethandsker og kommanderer: Jab, spark, knæ, uppercut.
Min træner er en lidt ældre mand med tæt brystkasse og stolt ansigt. Han sender et hurtigt trykspark i brystet på mig for at rette mig op, da jeg knækker sammen af åndenød nær slutningen af første omgang. Jeg vakler bagud. Han peger på gulvet: Ti strafarmbøjninger. Når armene syrer til, og jeg taber mine parader, slår han uden tøven ud efter mit ansigt og råber mig vredt an. Det er en straf: »Hold paraderne!« Det ophidser mig afsindigt, og jeg mærker nu en vrede, jeg kender, men aldrig før har handlet på, og forskrækkes over, at jeg i ringen tilsyneladende reagerer instinktivt. Jeg snerrer og slår ud efter ham.
»Slap af,« råber han, griner lidt og langer ud efter mit ansigt igen, så jeg forstår, hvem der bestemmer.
Da jeg sidder og puster ud, går Robert, en rødhåret australier med langt nakkehår, forbi mig. Han er en af dem, de andre ser op til. Han er i færd med at træne sig op til en kamp og har fået ryggen tatoveret med bambuspinde ligesom Niko.
»Du klarede dig gennem tre omgange uden at brække dig i hjørnet - godt gået,« siger han.
Gabriel, den unge canadier med prinseansigt, kommer også forbi. Han står og tripper lidt i sine røde shorts. Han fortæller, at han flyttede hjemmefra, da han var 16. Efter en tid som ishockeyspiller i Europa strejfede han rundt i Canada fra by til by. »Jeg rejste derfra for otte måneder siden. Jeg ville ikke være der længere. Min generation er deprimeret. Vi falder hen i sociale medier og kedsomhed. Da vi skulle udvikle os som mennesker, kom covid-19 og fuckede os op. Vi var henvist til os selv, til isolationen, og det er vi ikke kommet over. Det er derfor, jeg er her, og jeg bliver i lejren to måneder til.« Gabriel arbejder og studerer online, mens han træner.
»Det særlige ved det her sted,« siger han, »er, at alle kommer her alene, hver for sig.«
Dag to - Krop er magt
UNDER EN ISBLÅ PÆRE betragter jeg mig selv i mit lille toiletspejl.
Klokken er 05.40. Jeg er bleg, og min lænd værker. Jeg støtter mig til håndvasken.
Thailands nationalsport er kendt som De Otte Lemmers Kunst. Spark fra fødder, hug fra knæ, slag fra næver og hak fra albuer.
Vesterlændinge har feticheret sportens orientalske side og forsøgt at forlene den med åndelig dybde, fordi thaiboksere lever asketisk i lejre ligesom buddhistmunke i templer. Men når alt kommer til alt, er sporten udviklet for at maksimere skade.
»Pointen er ikke at opnå Zen, men at knockoute din modstander,« som forfatteren Elif Batuman har bemærket i The New Yorker. Idealkrigeren er en fjerlet dræber, der ubesværet kan løfte sit ben til spark i hovedhøjde 100 gange i træk som en viser på et ur i tomgang. Alt ved sporten går ud på at øge hurtighed i bevægelser, styrke, smidighed, agilitet.
På den måde spejler den perfekt de krav, samfundet i stigende grad stiller til os, og som udklækker den type af mand, som jeg nu - et stykke inde i min anden dag i træningslejren - tydeligt ser træde frem. Det er manden, der har et dybest set holistisk syn på kroppen: Fysisk styrke og mental modstandskraft er for ham to sider af samme sag. Når han træner kroppen, træner han sindet til balance - og omvendt.
Sådan lyder wellnessindustriens løfte, der får os til at dyrke saunagus, yoga, mindfulness og pilates og gennemgå fastekure og kakaoceremonier. Kulturen formes i vekselvirkning med Tik- Tok, YouTube og Instagram, og sigende for tiden er det, at Silicon Valley elsker isbade og kampsport. I den nye verden er magt ikke viden, men krop, og derfor udfordrede Mark Zuckerberg, der dyrker MMA, sidste år Elon Musk til et møde i ringen.
Efter morgentræningen står den på isbad. På skift dykker vi ned i en tønde med is og vand. Kulden gør mændene øre og kåde, en ung australier slår sig på brystet og siger abelyde, mens en amerikaner med barberet brystkasse udbreder sig om kuldens gavn for hvide blodlegemer. Jeg sænker mig i kulden og holder fire minutter uden at kny. Jeg vil gerne have de andre mænds respekt.
Andre tager til meditationskursus. Der ligger et buddhistisk tempel på nabogrunden, og et reklameskilt for kurset, som hænger over for træningssalen, viser, at munkene har gennemskuet os alle: »Hvis du har stress, søvnbesvær og problemer med at styre dine følelser - så er det her kursus for dig.« Jeg bliver tilbage. Ligesom mange andre holder jeg mig for mig selv. Det her er ingen holdindsats, den erkendelse fiser ind under morgenløbeturen, da jeg flere gange løfter hånden til hilsen, når de andre passerer, uden at få nogen igen. De ser lige frem og skærer gennem den sorte morgen som glimtende knivsblade, og jeg mærker samme magnetiske kraft føre min fulde opmærksomhed i kredsløb om mine egne handlinger og behov.
Jeg søger rutinen, bliver dens slave. Reder min seng, holder mit værelse, lægger identiske hvide T-shirts frem på jernsengen og folder dem sirligt. Dagtimerne bruger jeg på at skrive og læse på samme café, hvor jeg altid er den eneste gæst, og hver dag spiser jeg risnudelsuppe i samme gadekøkken. Alt, hvad jeg gør, tilrettelægger jeg, så jeg kan yde mest muligt til næste træning. Næste træning, det er alt, der findes. Der pågår en konstant samtale om kostråd, vægt og træning, og jeg suger til mig: En amerikaner klarer morgentræningen på en chokolademælk, en anden på fem æg, og nu ved jeg, at jeg fungerer optimalt indtil frokost på tre stykker mango og en halv liter elektrolytdrik med 50 milligram koffein.
Den aften kan jeg ikke finde ro. Jeg forsøger at læse, men mit blik dratter gennem bogstaverne, som står på siden som et tomt stativ. Et foto af min kæreste falder ud af bogen. Josefine har gemt det der for sjov, så jeg ikke glemmer hende helt, nu hvor jeg har nedlagt forbud mod kontakt. Sandheden er, at jeg de sidste to dage hverken har skænket hende eller mit liv derhjemme en tanke.
Lagenet glider over lædermadrassen. Min vejrtrækning er overfladisk, og mit hjerte smutter uregerligt i brystet, som de slag, jeg fik til sparringssessionen under morgentræningen. Den unge lyshårede brite over for mig klukkede småekstatisk, da han slog ud efter mit ansigt. Træneren gejlede ham op. I begyndelsen var vi flere par i ringen, men til sidst var der nærmest kun os to tilbage, fordi de andre udgik med blodnæse en efter en. Jeg havde været bange.
Eftermiddagstræningen afslørede, at jeg halter alvorligt efter mange af de andre, følelsen af knaphed varede fra start til slut, og jeg hev efter vejret. Ud af øjenkrogen så jeg en utrættelig fyr i 20erne le højt, mens han sparkede hårdere og hårdere, som om hver kraftudledning ladede ham op til en ny eksplosion.
Trænerne skreg ad mig og ruskede mig. Til sidst haltede jeg rundt mellem torvene og tænkte på døden.
Klokken er over midnat, før søvnen endelig kommer. Men jeg vågner med et sæt ved, at jeg slår ud i mørket.
Dag tre - Forslået
KLOKKEN 06.33 studerer jeg et blåt mærke på højre lår, som jeg fik af en træner i går.
Der er syv trænere i lejren, og selvom jeg har sværget at være fuldstændig åben over for deres instruktioner og aldrig lytte til egen stolthed, er det umuligt at stå undervisningen upåvirket igennem. Som en bister hyrde vandrer den ældste, Phon, omkring i ringen med gennemsigtige sportsbriller og en bambuspind løftet til svirp, men det er hans evne til at få mig til at føle mig aldeles uværdig, der er værst. Efter en runde, hvor mit spark kikser igen og igen, nægter han at tale til mig og stirrer bare med død mine. Min sparketeknik bringer en yngre træner med afblegede hårspidser ud af fatning. Fuldkommen ude af sig selv af vrede tæsker han mig på overarmen med flad hånd, så sveden sjasker.
»Nej, nej, nej,« skriger han, river sig i håret, spærrer øjnene op og slår ud med armene, som om min tilstedeværelse i ringen krænker både Buddha og kongen. Til sidst knytter han næven og giver mig et trælår.
Jeg har brug for en allieret, og ham finder jeg i Chai, en fyr på min alder med åbent ansigt og tålmodige øjne. De første træningspas har været en lang ydmygelse, og jeg spilder kræfter, fordi jeg ikke har styr på teknikken, så i dag bytter jeg den fælles morgentræning ud med en privattime med Chai.
»Et, to, venstre hook.« »Tilbage i position.« »Et, to.« »Dobbelt spark.« »Yeah, Mads, chill. Sådan der Chill. Træk vejret!« Chai gennemgår kombinationerne forfra, viser mig, hvordan jeg vrider skulderen for at få kraft i mine slag og kontrollere vejrtrækningen under pres, så sessionen slutter i et legende let flow. Jeg mærker, hvor sjovt det er, den barnlige glæde ved at bevæge sig.
Den ophører ved fællestræningen om eftermiddagen. Her råder voksne mænd på en måde, de aldrig ville kunne slippe afsted med uden for salen. Ingen løfter et øjenbryn ved synet af en pumpet tjekke, der spæner over måtterne og tumler ned i et spontant rullefald, som om det er naturlig adfærd. Alle tiltaler hinanden »bro« og »man«. Det er sejt at ryge pot og tage svampetrip.
I lejren er status en håndgribelig størrelse. Den kan du opnå i ringen. Ingen spørger, hvad dit job er, men hvis du kan lave 200 armbøjninger og holde planken i fem minutter, har du vores udelte opmærksomhed. De, der har boet i lejren længst, indtager magtpyramidens top. De har måske udkæmpet en officiel kamp eller -- er blevet tatoveret med bambus i tråd med sportens tradition. De, der befinder sig i bunden, er de overvægtige og gamle.
Der en lille håndfuld kvinder i lejren, men de får ikke lov at fylde meget. En køn, blond hollænder får besked på, at hendes tights er for korte, og bliver sendt op for at skifte til noget mere passende. I den konstante samtale om præstationsfremmende midler, kost og euforiserende stoffer falder snakken på Viagra: »Har I nogensinde haft problemer med at få den op at stå?« er der en, der spørger.
»Ja, en enkelt gang. Men hun var også muslim.« Alle ler.
Hver dag i lejren følger samme kurve, hvor den akkumulerede masse af energi topper ved afslutningen på eftermiddagstræningen klokken seks, når luften er tungest, og mørket presser sig på uden for halvtaget. Da træder de forslåede mandekroppe klarest frem under det kunstige lys, og søerne af sved glimter på måtterne. Lejrens beboere går i ét med egen krop, ænser intet andet. Som nu, hvor muskelhunden Tiger sætter sig ned midt i salen og lægger en lort på måtterne. Ingen tager sig af det. De kæmper bare videre.
Dagens egentlige klimaks indtræffer i de allersidste minutter, når vi danner en cirkel i ringen, indtager plankeposition og skiftes til at tælle til ti på vores modersmål. Det kick, det giver at se en sidemand knække sammen under smerten, mens man selv holder ud, gør folk vilde.
I dag kan flere ikke falde ned bagefter. De går ned foran vægspejlene. En australier trækker energisk en jernvægt op mod sig, og en blond tysker laver styrkeøvelser på gulvet. Nu står deres muskler helt skarpt. Så tager de fotos af hinanden til Instagram.
»Yeah, så er der flexing session, bro,« råber en af dem. Synet gør mig utilpas, men fordi jeg måler mig selv med dem: Som dagene går, fanger jeg oftere mig selv i at studere min krop i det lille toiletspejl på mit værelse med et blik, der ikke let lader sig stille tilfreds.
Efter træningen ligger jeg på ryggen med højre ben i vejret og presser en isterning mod min lilletå, som er blevet flået op af en møtrik, der stak op henne ved bokseringene. Isen smelter og drypper på maven. Ryggen vipper i en pøl af andre mænds sved. Jeg ser ned ad min halvnøgne krop: Der er eksem mellem lårene, rifter, og et brandsår væsker på skinnebenet. Mit lår buler. Jeg klynker stille.
Så overhører jeg en samtale. Det er canadieren Gabriel, som taler med en amerikaner på min alder. Amerikaneren ser barsk ud, selv efter lejrens standarder. Rygmusklerne presser nakken frem mellem skuldrene, og jeg har hørt ham tale om sin schæferhund. Nu advarer han Gabriel om, at verden er af lave, at det blæser op til storm, og de kriminelle snart vil regere i storbyernes gader.
»Skaf dig en pistol - du får brug for den,« siger amerikaneren, inden han går op på sit værelse.
Dag fire - Krise
PÅ MIN NÆSTSIDSTE DAG i lejren klokken 05.26 gør jeg status i min notesbog: Lige vågnet. Smerter i alle led. Højre læg banker, brandsår svier. Vågnede klokken 01 og 03 - begge gange overbevist om, at jeg skulle mønstre til morgenløb. Jeg sparker og slår ud i mørket i søvne. Max tre timers søvn. Må skaffe sovepiller.
Jeg snører mine løbesko før solopgang. Ved templet passerer jeg en munk på vej ud for at samle almisser. En plysset fyr fra lejren bryder ud af morgengryet i hættetrøje og tungt pakket rygsæk. Han er på march med fuld oppakning for at tabe sig. Han hilser ikke. Efter tre kilometer begynder asfalten at flyde under skosålerne.
Da morgentræningen går i gang, massakrerer den plyssede fyr sin sandsæk, angriber den fra alle sider, hoppende, dynamisk, fjerlet. Han pruster vildt bag sin mundskinne. Af en eller anden grund giver synet mig voldsom kvalme. En følelse af uvirkelighed sætter ind. Jeg tjatter til sandsækken, taber armene.
Benene svigter. Jeg må koncentrere mig for ikke at besvime, og nu, mens jeg skriver disse linjer, sidder jeg på en bænk uden for mit værelse med et håndklæde om livet og sunder mig. En hane galer. Mit blik følger de grønne marker mod horisontlinjen.
Fra salen hører jeg en af de andre mænd brøle.
For hvert slag højere og højere. For første gang overvejer jeg at tage fra lejren før tid.
De næste timer flyder sammen. Massøren ryster opgivende på hovedet: »Smerte, overalt.« Ved middagstid finder jeg mig selv på byens hovedgade under den skarpe sol, hvor jeg vandrer fra butik til butik og glemmer, hvad jeg skulle købe.
Jeg smider mig på sengen. Da jeg vågner, er jeg mere klar i hovedet, men kvalmen kværner endnu: Ubehaget skyldes ikke kun den fysiske overanstrengelse, men også jargonen i lejren, forstillelsen og den evindelige snak om kost og træning. Jeg gruer for træningen klokken 16, men presser mig selv til at gå derned.
»Ind i ringen med jer, kom så, ind i ringen!« 20 mænd fordeler sig i bokseringene under træningssalens halvtag og danner par. Vi skal clinche. Udenfor taber dagen lys, og insekter sværmer.
»Ind i ringen,« råber trænerne igen. En brite ved navn Seth planter venstre hånd på min overarm og griber om nakken med højre. Han smiler: »To store fyre som os. Det skal nok blive sjovt.« Det passer ikke, tænker jeg, da jeg tager fat i ham - du er langt større end mig. Vi står kind mod kind. En blodåre snor sig over hans biceps og pumper som en grådig orm under min håndflade. Sveden driver over hans hårløse bryst. Intet fedt, han er ren muskel. Karseklip, hajøjne. Han kan ikke vente.
Klokken ringer til første omgang. Så sender han mig i gulvet. Jeg ser op på min modstander. Han troner over mig, glinsende, stærkere end mig, yngre end mig. Jeg bander og kommer på benene. Seth er ude på at imponere en af trænerne. Han tager fat igen, krøller mig sammen og kaster mig væk som et stykke ispapir. Mens jeg ruller mod rebene, ser jeg ham give træneren håndslag: »Sådan der?« Træneren Phon står og ler. Jeg kender godt Phons grin. Det er ikke noget kærligt grin. Han træder frem og efteraber mig, så alle forstår, at jeg stavrer som en beruset elg i ringen. Jeg vender ansigtet væk. Det har været den værste dag hidtil, fire dage efter jeg kom hertil, er de to daglige træningspas gået i blodet, mit indre føles som en rystet danskvand, og jeg befinder mig i et adrenalinsus, der aldrig svinder ind. Jeg afskyer det hele, de andre.
Men så får jeg øje på Gabriel. Han har fået besked på at give en sandsæk 75 spark, men den unge canadier lider. Han er så udkørt, at han ikke er i stand til at løfte sit ben - i stedet mønstrer han sine allersidste kræfter til små svage slag mod sækken. Da det er ovre, falder han om halsen på en af de andre. Få er rejst hertil for sjov.
»Alle har en grund til at være her - kærestesorger, traumer,« som en fyr siger. Tag Wes, en ung australier i start-20erne med midterskilning. Han skal være her helt til maj. Hver morgen fører han dagbog, læser en selvhjælpsbog om stoisk filosofi og klistrer de mest meningsfulde citater op på væggen over sin seng. Men da han begynder at tale om, hvordan sociale medier påvirker ham, kan jeg se, at han er plaget. En dansker fortæller mig, at hans mål er at komme under 100 kilo, inden han skal hjem om tre uger.
»Vægten er mit traume,« siger han. »At spise er stien, jeg går ned ad, når jeg er nedtrykt. Så når jeg kommer hjem til Danmark, er min plan at flytte ud af byen. Jeg lejer min lejlighed ud og flytter til et sted, hvor der ikke er noget at lave. Der laver jeg en træningslejr, og så tager jeg tilbage til Thailand til vinter, hvor jeg vil kæmpe en rigtig kamp.« Han tænker sig om. Så siger han: »Jeg tror, det er den ultimative løsning på mine problemer - at tage den slåskamp i Thailand.«
Dag fem - Knockout
LIGESOM DEN ENKELTE dag i lejren følger en kurve mod mørkets komme, er ugerne ens. Seks dages træning følges af hviledag om søndagen, og derfor kulminerer ugen under eftermiddagstræningen lørdag, hvor der er sparring.
Det er lørdag, min femte og sidste dag. I morgen rejser jeg herfra.
Ved hjælp af sovepiller fik jeg næsten fem timers søvn i nat.
Det hjælper, men udsigten til sparringen bekymrer mig. Det er første gang, jeg skal stå i ringen over for en anden, hvor både slag og spark er tilladt. Gabriel har tilbudt at være min makker. Jeg betror ham, at jeg engang blev overfaldet og fik næsen brækket.
Jeg er nervøs for, at det skal ske igen. Han lover at skåne ansigtet, smiler beroligende: »Det skal nok blive sjovt.« De andre har talt om sparringssessionen i dagevis, og kort før klokken 16 er lejren som bidt af en gal hund. Folk er høje på adrenalin. Da jeg sidder og binder mine hænder op uden for træningssalen, stormer en høj dansk fyr forbi mig, mens han filmer og råber: »Kan I klare det, kan I klare det?« Imens går Robert, australieren med det lange røde nakkehår, rundt mellem os i et par ultrakorte shorts. Han træner ikke med - for i aften skal han selv udkæmpe en rigtig kamp på et stadion i nærheden.
Han er her alene for at blive set, han paraderer og bobber hovedet fra side til side, mens de andre giver ham tilråb.
»Jeg skal motherfucking switche,« messer han for sig selv. Er jeg selv i stand til det? Under opvarmningen slår en sær lethed ind, som om jeg indånder tynd luft på en bjergtop, men det er først, da jeg står over for Gabriel i kampposition, at jeg forstår, hvor ude af mig selv jeg er. Vi skal have mundbeskytter på, men ingen har fortalt mig, at den skal i kogende vand og bides til, før den passer.
»Det skulle du have gjort inden træning,« råber nogen til mig.
»Det har jeg fucking forstået,« brøler jeg og løber ned i et tekøkken.
Jeg pøser kogende vand over mundbeskytteren og bander vildt. Jeg skolder munden, mens jeg bider løs. Jeg er ligeglad.
Jeg stormer op mod ringen. Men Gabriel har fået en anden makker. I stedet står en lokal dreng og ser op på mig. Jeg er fuldstændig paf. Han kan ikke være mere end ti år. Han løfter næverne.
»Slå ham,« skriger træneren til mig. »Slå, slå.« Drengen sparker vildt efter mine skinneben. Jeg bliver nødt til at beskytte mig, så jeg sparker ham. Mit hjerte buldrer.
Da klokken ringer, og jeg igen bliver parret op med Gabriel, ryster jeg. Han har glemt alt om min næse og sender et venstre jab mod ansigtet. Han er oppe at køre. Jeg skyder kæben i vejret.
Får et spark ind over bækkenet, så maveskindet rødmer.
Et mere på låret.
Men Gabriel er 22 år gammel, hans ben er som fjedre, der springer mod arme og ribben. Vi knalder knæene sammen. Jeg prøver at få styr på min vejrtrækning, men det er for sent, jeg kører op i en spids, og da klokken ringer af, stavrer jeg mod ringhjørnet. Jeg hænger i tovene. Adrenalinen forlader kroppen, siver ud, jeg har nu kurs mod bunden. Jeg er konfus - og med et bliver jeg underligt ked af det. Jeg er på kanten af gråden, da Gabriel spørger, om vi skal tage en omgang mere. »Nej. Jeg er bange. Bliver du ikke bange?« »For at være ærlig vil jeg gerne prøve at blive slået rigtig hårdt et par gange. Jeg er ligeglad med, om næsen brækker. Den er stor, så det kommer nok til at ske. Forstår du, jeg har altid været den lille. Da jeg gik til ishockey, tjattede de andre til mig og kastede rundt med mig. Når jeg står i ringen over for en større fyr og giver ham modstand, vokser jeg.« Jeg går ned forbi sandsækkene og får øje på en britisk fyr, som er ny i lejren. Jeg har før lagt mærke til ham, fordi han er ret overvægtig. Han står for sig selv og bokser på sandsækken. Jeg har følt medlidenhed med ham, men nu, i dette øjeblik, glæder jeg mig over ikke at være ham. Lige der føler jeg mig bedre mig end ham, stærkere end ham. Jeg klarede i det mindste nogle omgange - hvad gjorde du? Det næste øjeblik ruller en voldsom følelse af skam over mig. Efter planen skal jeg først rejse næste morgen, men jeg må væk. Det tager kun ti minutter at pakke. Jeg forlader lejren uden at sige farvel.
De er alle nogle svin. Psykopaterne og narcissisterne.
Du synes nok jeg gør et stort nummer ud af dette, men det er fordi, disse typer har min helt særlige interesse. Du kan kalde det en hobby.
Det kunne jo godt se ud som om, at jeg forsøger at hænge nogen ud, men det er ingenlunde tilfældet. Det her er selvforsvar og en ⚠ advarsel til mine medmennesker.